Politiet efterforsker skyderi i boligområde i Hundige

Lyt til artiklen

Midt- og Vestsjællands Politi rykkede sent fredag aften ud til en skudepisode i Askerødbebyggelsen i Hundige sydvest for København.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Der er lørdag formiddag ingen meldinger om, at personer skulle være ramt i forbindelse med skyderiet.

Politiet modtog anmeldelsen om skyderiet klokken 23.12, hvorefter der blandt andet blev sendt hundepatruljer til området.

Midt- og Vestsjællands Politi har siden fredag aften afhørt en række vidner og undersøgt det formodede gerningssted ved adressen Krathuset.

Mulig forbindelse til konflikt

Ifølge vicepolitiinspektør Bjørke Kierkegaard, der er efterforskningsleder, bliver det undersøgt, om skudepisoden har forbindelse til en igangværende konflikt.

»Vi efterforsker nu sagen – herunder også om episoden kunne være en del af en den eksisterende konflikt mellem nogle grupperinger i området«.

»Det kan vi på nuværende tidspunkt ikke sige yderligere omkring – det er noget af det, vi er i gang med at undersøge«, siger Bjørke Kierkegaard i pressemeddelelsen lørdag formiddag.

Politiet har foreløbig ikke yderligere oplysninger til sagen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her