Der er hård kamp om den sidste ledige dansker. Det kan ikke overraske, når ledighedstallet er nede på 105.000, et niveau, som næsten alle økonomer vil kalde fuld beskæftigelse. Derfor melder virksomheder med fyldte ordrebøger om mangel på arbejdskraft, og derfor ønsker arbejdsgiverne og de radikale lettere adgang til udenlandsk arbejdskraft – især faglærte og højtuddannede. Men politisk har det lange udsigter.
Regeringen lovede i forståelsespapiret med støttepartierne, at virksomheder og velfærdsinstitutioner med mangel på arbejdskraft på minimum faglært niveau hurtigt skulle kunne tiltrække udenlandsk arbejdskraft. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) skulle definere, hvilke stillingsbetegnelser der kan rekrutteres på baggrund af objektive kriterier for manglen på arbejdskraft. Det skulle ske i samarbejde med arbejdsmarkedets parter. Intet tyder på, at der sker noget foreløbig. Tværtimod.



























