Især efter den amerikanske kapitalfond Blackstones frembrusen på det danske lejerboligmarked og deraf følgende huslejeforhøjelser skal en arbejdsgruppe under Boligministeriet snart aflevere en rapport om effekten af en meget omdiskuteret paragraf i boligreguleringsloven.
Den hedder paragraf 5.2, og den gør det muligt at hæve huslejerne i lejelejligheder i ældre byggeri, hvor der ellers er stram styring af, hvor meget lejen må øges.




























