134 vidner i stor sag om bedrageri mod især ældre

Lyt til artiklen

134 mennesker er indkaldt til at vidne i en bedragerisag, hvor især ældre blev narret til at oplyse bankoplysninger, oplyser Fyns Politi.

Straffesagen foregår i Svendborg og er indledt tirsdag. Tre mænd er tiltalt. I alt blev der uretmæssigt hævet mere end en million kroner, hævdes det af anklagemyndigheden.

Mændene beskyldes for systematisk på Krak at have ledt efter telefonnumre, hvor navnet kunne indikere, at ofrene var oppe i alderen.

De fik opkald fra personer, som sagde, at de var fra Nets eller fra Danske Bankers Fælles Sikkerhedssystem.

De intetanende ældre fik at vide, at der var konstateret mistænkelige transaktioner. Derefter blev de bedt om at give person- og bankoplysninger, hedder det i en pressemeddelelse fra Fyns Politi om sagen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her