Energistyrelsen giver grønt lys til Baltic Pipe på havet

På et borgermøde i Middelfart blev planerne for 'Baltic Pipe' fremlagt for borgere. De planer bliver nu til virkelighed. Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
På et borgermøde i Middelfart blev planerne for 'Baltic Pipe' fremlagt for borgere. De planer bliver nu til virkelighed. Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Energistyrelsen har givet tilladelse til, at gasledningen Baltic Pipe kan gå gennem dansk havområde.

Det oplyser Energistyrelsen i en pressemeddelelse.

Styrelsen vurderer, at gasledningen kan etableres til havs 'uden uacceptable påvirkninger af miljøet og sikkerheden'.

Gasledningen skal efter planen gå fra Nordsøen til Houstrup Strand i Vestjylland.

Polen mod Putin: Danmark graves op, så polakkerne kan slippe for russisk gas

Derfra vil den gå over Fyn til Faxe på Sjælland, hvor den via Østersøen skal til Polen.

Baltic Pipe skal sende gas fra gasfelter i den norske del af Nordsøen til Polen via Danmark.

På dansk jord vil ledningen bliver omkring 210 kilometer lang og 80 centimeter tyk.

Ledningen skal gøre Polen mindre afhængig af gas fra Rusland og forventes desuden at sænke landets CO2-udledning.

Ledning går igennem 13 kommuner

Sidste år gav regeringerne i Polen og Danmark endeligt grønt lys til projektet.

I juli gav Miljøstyrelsen godkendelse til at grave ledningen ned på land.

Ledningen går igennem 13 kommuner, og omkring 550 danske lodsejere vil blive direkte berørt af ledningen, fordi den vil krydse deres jord.

Hundredvis af berørte borgere inviteres til møde om gasledning

Jorden skal i en eller anden grad eksproprieres - afstå retten over en del af grunden. Lodsejerne vil få en økonomisk erstatning. Processen med at fastsætte kompensationen er startet.

Bag Baltic-projektet står danske Energinet og polske Gaz-System.

Arbejdet forventes at starte i 2020. Gasledningen forventes at være klar til at kunne tages i brug i slutningen 2022.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her