Storebæltsbroen blev onsdag eftermiddag lukket i begge retninger på grund af et trafikuheld.
Ved 16-tiden er broen åbnet igen i vestlig retning.
»Vi opfordrer til, at man IKKE stopper op ved ulykken for at kigge. Det giver kø! Følg trafikken og kør videre som normalt«, lyder det fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter.
»Som det ser ud nu, så har en sættevogn, der var på vej mod vest, ramt en skiltevogn og sat sig på tværs«, siger politiets kommunikationskonsulent Anne Dorte Hoppe Søe onsdag.
Ved ulykken ramte sættevognen også en personbil. Fire personer er kommet til skade og er kørt på sygehuset.
»Men vi kan ikke sige, om de er kommet alvorligt til skade«, siger Anne Dorte Hoppe Søe.
Politiet fik anmeldelsen om ulykken klokken 13.22.
Vejdirektoratet skriver på sin Twitter-profil, at broen ventes at genåbne klokken 18.
Ritzau
fortsæt med at læse




























