Færge slår revner efter kollision: Flere afgange aflyst

Foto: Bernd Wüstneck/Ritzau Scanpix
Foto: Bernd Wüstneck/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Et mindre skib og en færge, der var på vej til Danmark, er fredag eftermiddag kollideret. Som følge af sammenstødet er alle afgange mellem Rostock og Gedser indtil lørdag klokken 13 aflyst.

Det oplyser Anette Ustrup Svendsen, der er kommunikationschef ved rederiet Scandlines.

Scandlines' passagerfærge 'Berlin' var på vej fra Rostock til Gedser, da sammenstødet med det mindre skib skete.

Færgen måtte som konsekvens vende om.

Ingen af de 321 passagerer om bord kom til skade i forbindelse med kollisionen. Dog er der kommet skader på selve færgen, og de skal udbedres, før sejladsen genoptages.

Det oplyser Anette Ustrup Svendsen.

»I forbindelse med kollisionen er der opstået nogle revner, som skal udbedres, før den må sejle videre. De skader, der er opstået, skal udbedres, og myndighederne skal derefter godkende og frigive skibet«.

»Myndighederne tjekker, at færgen opfylder alle sikkerhedsmæssige foranstaltninger. Det er det allervigtigste, at der ikke er nogen risiko«, siger hun.

Rederiet forventer at kunne sejle passagerer på ruten igen lørdag klokken 13. Det kræver dog, at færgen er blevet godkendt.

Kommunikationschefen kan ikke oplyse det præcise antal passagerer, der ventes at blive berørt af aflysningerne. 'Berlin' har afgange cirka hver anden time.

Anette Ustrup Svendsen beklager de problemer, som aflysningerne fører til for kunderne. Hun opfordrer til, at passagerer i stedet benytter færgeruten mellem Rødby og Puttgarden. Der sejler færgen planmæssigt.

Færgen, der var involveret i uheldet, sejler mellem Rostock i det nordøstlige Tyskland og Gedser, der ligger på Falsters sydspids.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her