Pludselig stod jeg der og spiste hapsdog i den nyåbnede Biltema – mændenes svar på Ikea – ved motorvejsafkørslen i Roskilde. 8.000 kvadratmeter med tagbokse, sprinklervæske, indbygningshøjttalere, transportbure til hunde, sidespejle og fælge.
Manden med hapsdog og gullig fransk hotdogdressing i mundvigen var temmelig langt fra den frelste type, jeg husker mig selv som, der altid har cyklet eller kørt med tog og bus. Og som ikke mener, at man har brug for en bil, når man bor ved Svanemøllen og arbejder på Rådhuspladsen. Og som ikke er bange for at dele sit synspunkt med andre, især bilejere.



























