Politiet skyder og anholder mand efter indbrud, overfald og skud mod værtshus i Viborg. Det oplyser politiet.

Politiet skyder aggressiv mand i Viborg

Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Politiet har skudt og anholdt en mand i Viborg efter flere volds- og skudepisoder natten til tirsdag.

Det oplyser Claus Hilborg, chefpolitiinspektør i Midt- og Vestjyllands Politi.

Manden, der er 34 år og fra Viborg, er kørt til behandling på Regionshospitalet i Viborg og er uden for livsfare, melder politiet.

Klokken 23.06 skulle manden ifølge vidner have skudt mod en dør på værtshuset Børsen i Viborg med en pistollignende genstand og udsendt trusler, da han nægtede at forlade stedet.

Tyve minutter senere skulle manden have trængt ind på to privatadresser i Viborg og have slået en mand og kvinde i hovedet med en pistol.

De er ikke kommet alvorligt til skade.

Klokken 23.39 får politiet flere meldinger om skyderier i Viborg, samt at der skulle gå en bevæbnet mand rundt i gaden.

Kort før midnat skulle vidner have set manden gå ind i sin egen bolig, mens han havde en aggressiv adfærd.

Politiet ankom til adressen 00.06 og omringede boligen.

Efter lidt over en halv time konfronterede politiet manden og afgav skud mod ham, inden han blev anholdt.

Manden blev ikke ramt i hovedet, men Hilborg kan ikke oplyse, hvor manden blev ramt. Manden er ikke i livsfare, oplyser chefpolitiinspektøren.

Politiet er nu i gang med at efterforske sagen.

Derudover skal Den Uafhængige Politianklagemyndighed ind over sagen, da politiet har afgivet skud.

Manden beskrives som af dansk udseende.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her