Slutter i dag: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Drenge får lang straf for røveri med småt udbytte

Lyt til artiklen

To drenge på 16 og 17 år er idømt over tre års fængsel ved Retten i Randers for et hjemmerøveri begået i juni i Ryomgård på Djursland.

Den 16-årige dreng er idømt tre et halvt års fængsel, mens den 17-årige fik tre år og syv måneder, skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Det var ellers et småt udbytte, som de to drenge fik med sig fra hjemmerøveriet i juni i år. De fik således kun 200 kroner ud af den 28-årige mand, som de begik røveriet hos.

Han sad og så fjernsyn i sin stue, da røverne hev i mandens havedør.

Han gik ud for at tjekke, hvem der stod ved døren, og efterfølgende skubbede de to drenge døren ind og råbte Giv mig pengene'.

Den 28-årige svarede, at han kun havde 200 kroner, som han gav dem. Derefter tvang røverne ham til at finde sin pung frem, der dog var tom for kontanter.

Den 17-årige modtog dommen, mens den 16-årige har udbedt sig betænkningstid.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her