Den 38-årige Martin Rosenlind er en efterhånden trænet forkæmper for demokratiske rettigheder. Flere års forsøg på gennem retssystemet at genvinde retten til at afgive sin stemme lykkedes for nylig, da byretten i Roskilde vurderede, at den mentalt handikappede mand er egnet til at stemme ved næste folketingsvalg.
»Endelig har jeg den følelse, at jeg bare om nogle år, når der er valg igen, kan gå ned til stemmeurnerne og sætte mit kryds«, siger Martin Rosenlind.




























