12-årig pige på elløbehjul dræbt i trafikulykke på vej til skole

Lyt til artiklen

Artiklen er blevet opdateret kl. 13.25 med blandt andet oplysningen om, at pigen kørte på et elløbehjul, og at hun var på vej i skole.

En 12-årig pige har mandag morgen mistet livet i en færdselsulykke i Østervrå i Vendsyssel.

Pigen kørte på et elløbehjul og var på vej i skole, da hun blev ramt af en bil.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

»Pigen pådrog sig alvorlige kvæstelser i forbindelse med ulykken, og hun blev med eskorte kørt til Aalborg Universitetshospital«, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Mads Hessellund i pressemeddelelsen.

Føreren af bilen er anholdt, da politiet mistænker, at han var påvirket. Manden, der er i 50'erne, er uskadt efter ulykken. Han var på stedet, da politiet ankom.

»Der vil blive udtaget en blodprøve, ligesom føreren vil blive afhørt«, siger Mads Hessellund.

Manden fremstilles i et grundlovsforhør tirsdag klokken 08.45. Han er sigtet for uagtsomt manddrab og kørsel i påvirket tilstand.

Kørt ned på landevej uden cykelsti

Ulykkesstedet er ifølge vagtchefen en almindelig landevej uden cykelsti. Han kan ikke berette om, hvorvidt pigen bar cykelhjelm.

Ulykken skete klokken 07.27 i Østervrå i Vendsyssel. Pigen døde af sine kvæstelser halvanden time senere.

Politiet foretager i øjeblikket en række undersøgelser på ulykkesstedet og vil gerne høre fra vidner. En bilinspektør arbejder også på stedet.

»Vi kan ikke udtale os nærmere omkring ulykkens omstændigheder. Det er vi ved at undersøge. Derfor vil både politi og bilinspektør arbejde på stedet i længere tid for at undersøge og dokumentere alle omstændighederne omkring ulykken«, siger vagtchefen.

Pigens pårørende er underrettet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her