En topchef er aldrig bedre end sit sidste regnskab. For et år siden var A. P. Møller – Mærsk i finansiel modvind og topchefen Søren Skou sad efter mange analytikeres opfattelse løst i sadlen. Fredag kom transport- og logistikgiganten med et overraskende flot kvartalsregnskab, som har genskabt tilliden til, at Søren Skou har sat den rette kurs for Danmarks største virksomhed. I hvert fald indtil næste regnskab.
Driftsoverskuddet blev en anelse over 11 milliarder kroner. Det er mere end ventetet, og det skyldes ikke, at der har været medvind på markederne. Den globale vækst er bremset op. Handelskrigen mellem USA og Kina har også ramt væksten i verdenshandlen. Containertrafikken afspejler nøje denne triste udvikling, så det er A. P. Møller – Mærsks egen indsats, der har løftet resultaterne.




























