17-årig anholdt efter knivstik på 18-årig i Tilst

Lyt til artiklen

Østjyllands Politi har anholdt en 17-årig mand, som mistænkes for tirsdag aften at have stukket en 18-årig mand i benet med en kniv i Tilst ved Aarhus.

Det oplyser Østjyllands Politi tidligt onsdag morgen.

»Den mistænkte person blev anholdt på sin bopæl i Tilst«, siger vagtchef Martin Christensen.

Politiet regner med senere onsdag at komme med yderligere informationer i sagen.

»Den mistænkte person vil formentlig blive fremstillet for en dommer i løbet af dagen«, oplyser vagtchefen.

Motivet til knivstikket kendes endnu ikke. Politiet ønsker ikke at oplyse, om gerningsvåbnet er fundet, eller om den 17-årige tidligere har været i konflikt med loven.

Stukket i benet

Den 18-årige mand søgte efter knivstikkeriet tilflugt på et lokalcenter på Mosealleen i Tilst, hvorefter der blev ringet til politiet.

Den unge mands skader er ikke livstruende, lyder meldingen.

Foruden at være blevet stukket i benet, skal han også være blevet udsat for vold.

I forbindelse med knivstikkeriet blev et område ved Mosealleen - ikke langt fra Tilst Skole - spærret af.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her