Artiklen er opdateret kl. 12.32.
En 82-årig kvinde og en 85-årig mand blev lørdag formiddag dræbt ved en trafikulykke på det nordlige Fyn.
Det oplyser Fyns Politi på Twitter.
Ulykken skete på Bogensevej mellem Søndersø og Næsbyhoved-Broby.
Den 85-årige mand sad bag rattet, og kvinden var med som passager, da deres bil kom over i den forkerte kørebane og kørte frontalt ind i en modkørende bil.
En bilinspektør har undersøgt ulykkesstedet og de to biler for om muligt at fastslå, hvordan ulykken kan være sket. Men glat føre kan have spillet en rolle.
»Meget glat da uheldet skete, indgår i undersøgelserne«, skriver politiet på Twitter.
Den anden bil blev ført af en 68-årig kvinde fra Nordvestfyn. Hun slap fra ulykken med lettere skader.
Manden, der blev dræbt, kom fra Nordøstfyn, mens kvinden kom fra Nordvestfyn. De pårørende er blevet underrettet om ulykken.
ritzau




























