Dansk Folkeparti vil forsøge at holde øje med, at boligejernes retssikkerhed ikke ofres, når det nye ejendomsvurderingssystem tages i brug.
»Vi kan ikke gøre så meget lige nu. Lovforslaget bliver pisket igennem. Men vi siger så, at vi stopper ikke sagen her«, siger Dennis Flydtkjær, der er skatteordfører for Dansk Folkeparti.
Helt konkret er det skatteministerens afskaffelse af de hidtidige grundværdiområder, der bekymrer ham.
Lovforslaget bliver pisket igennem. Men vi siger så, at vi stopper ikke sagen her
Hidtil har landet været inddelt i et antal områder, hvor prisforholdene for grundene skulle være de samme. Hvis en boligejer klagede over sin grundværdi, og en klageinstans eller en domstol gav ejeren ret i, at Skat havde sat prisniveauet for højt, var Skat forpligtet til at nedsætte grundværdierne og dermed skatten for de andre ejendomme i området.
Det har sikret, at tusindvis af boligejere har fået nedsat deres grundvurdering og dermed deres skattebetaling, efter at Skat i 2011 skruede grundværdierne voldsomt op, selv om huspriserne havde været faldende eller uændrede siden forrige vurdering.
Men nu afskaffer regeringen grundværdiområderne, og så vil boligejerne ikke længere være sikre på, at deres vurderinger og grundskyld bliver sat ned.
Dennis Flydtkjær har flere gange spurgt skatteministeren om, hvordan han ville sikre, at andre boligejere også får nedsat deres grundværdier, når en klageinstans eller domstol har fastslået, at Vurderingsstyrelsen har sat niveauet for højt.
Ministeren svarede først, at det er Vurderingsstyrelsens opgave. Og i anden omgang har han svaret, at Vurderingsstyrelsen vil udarbejde »interne retningslinjer« om det.
De retningslinjer skal frem i lyset, mener Dennis Flydtkjær, der har bedt skatteministeren om at sende retningslinjerne til Skatteudvalget.
»Det er vigtigt, at de retningslinjer bliver offentlige, så borgerne kan følge med. Det kan jo få betydning for borgernes skattebetaling, så vi vil holde øje med det«, siger han.
DF har således fået skrevet opfordringen til ministeren ind som en bemærkning til lovforslaget, så »det sikres, at sammenlignelige grunde beskattes ens«.
fortsæt med at læse



























