Anklagemyndigheden anker dronesagen om terror til landsretten, hvor man vil kræve hårdere straffe til de tre dømte.
Det oplyser anklagemyndigheden i en pressemeddelelse onsdag formiddag.
De tre mænd blev den 6. december idømt fængsel i henholdsvis fire år, tre et halvt år og to et halvt år.
De tre blev i Københavns Byret dømt for at have fremmet Islamisk Stats aktiviteter, men blev frikendt for at have medvirket til forsøg på terrorhandlinger.
»Det er anklagemyndighedens opfattelse, at der skal dømmes efter den mere alvorlige terrorbestemmelse, og at straffene bør skærpes. Derfor mener vi, at landsretten også skal tage stilling til sagen«, siger statsadvokat i København Lise-Lotte Nilas i pressemeddelelsen.
Dømt for at fremme terrorakitviteter
Mændene blev dømt for at fremme terrorbevægelsens aktiviteter ved at levere droner, kameraer og andet udstyr.
Mændene er dermed blevet dømt efter den samme paragraf i straffeloven som flere såkaldte syrienkrigere.
Det er endnu ikke fastlagt, hvornår ankesagen ved landsretten vil begynde.
OPDATERES
ritzau
fortsæt med at læse



























