Vejene og togene er traditionelt proppet i dagene op til juleaften. Det gælder særligt lillejuleaftensdag, som er julens største udrejsedag.
Og selv om der bliver travlt på vejene mandag, så forventer Vejdirektoratet ikke, at det bliver voldsomt.
»Eftersom at julen falder på en tirsdag, har den danske befolkning haft hele weekenden til at køre på juleferie«, siger vagthavende ved Vejdirektoratet Mette Nedergaard.
Vejdirektoratet forventer, at trafikken bliver værst mellem klokken 11 og 14.
De julerejsende bevæger sig primært fra Sjælland og Hovedstadsområdet mod Fyn og Jylland.
»Vi forventer tæt trafik og risiko for kødannelse, men ikke så meget, som vi har set de foregående år«.
Man kan orientere sig løbende om trafikken på Vejdirektoratets hjemmeside og på DR P4 Trafik.
ritzau




























