Hørehæmmede var i år særligt udfordrede under dronning Margrethes nytårstale.
Sædvanligvis er der undertekster på skærmen hos både DR og TV2, når dronningen taler nytårsaften.
Men i år forsvandt underteksterne under store dele af nytårstalen - både under transmissionen på DR1 og TV2.
DR beklager på sin hjemmeside de manglende tekster.
»Der er tale om en teknisk fejl i vores tekstningssystem, da vi sendte live. Vi sørger for rigtig tekstning i genudsendelser og på DRTV. Vi beklager«, siger Lasse Bastkjær Jensen, der er kommunikationschef i DR.
Han kan ikke over for Ritzau uddybe yderligere om fejlen.
Det var i år 48. gang, at dronningen holdt nytårstale.
ritzau




























