Klokken var lidt i 6 om morgenen, lørdag 8. oktober 2016, da Christina Ehrenskjöld ankom til Rådhuspladsen i København for at begynde sin vagt som journalist på Ekstra Bladets netavis. Til sin overraskelse blev hun mødt af to politibetjente fra Midt- og Vestsjællands Politi. De havde ventet siden klokken 5 på at komme i kontakt med nogen fra Ekstra Bladet. De skulle nemlig aflevere et forbud fra Københavns Byret mod offentliggørelse af indholdet af en kommende bog, ’Syv år for PET’.
Retten havde nedlagt forbuddet på et retsmøde nogle timer inden efter ønske fra Politiets Efterretningstjeneste (PET), fordi Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, aftenen før havde sagt offentligt, at hans avis ville bringe oplysninger fra den kontroversielle bog, der allerede var i cirkulation hos de fleste medier.


























