Skibe og helikopter søger person i havet ud for Sæby

Lyt til artiklen

En redningsaktion er søndag eftermiddag i gang i Nordjylland, hvor både skibe og en redningshelikopter leder efter en person i havet ud for Sæby.

Det oplyser Forsvaret på Twitter.

En person er allerede reddet i land.

Det er ifølge TV2 Nord en jolle med to personer om bord, der er kæntret søndag eftermiddag. Det er lykkedes den ene person at svømme i land.

Politiet blev alarmeret klokken 15.22, da en person på land fik øje på en mand i vandet. Men der var der allerede gået et stykke tid, siden de to personer var røget over bord, forklarer vagtchef Jess Falberg fra Nordjyllands Politi.

»På det tidspunkt havde den ene person svømmet næsten en kilometer for at komme i land, og det tog i hvert fald en halv time – hvis ikke mere«, siger han til TV2 Nord.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her