14-årig pige er død, efter at hun blev kørt ned af bil

Lyt til artiklen

Artiklen er opdatereret kl. 10.48.

Ved en ulykke på Ouevej mellem Hobro og Hadsund mandag eftermiddag blev to 14-årige piger, der var gående, ramt af en bil.

Den ene pådrog sig livstruende kvæstelser. Hun er siden død.

Det skriver Nordjyske.

Pigen afgik ved døden tirsdag aften på Aarhus Universitetshospital i Skejby, oplyser Nordjyllands Politi til avisen.

Hun blev fløjet med helikopter til sygehuset umiddelbart efter ulykken.

Hendes veninde blev bragt med ambulance til Aalborg Sygehus og var ikke i kritisk tilstand.

Ulykken skete, da en 59-årig bilist under en overhaling ramte de to piger, der gik i den ene side af vejen.

Politiet efterlyser et vidne

Politiet har afhørt manden, men efterlyser et vidne, som kørte med en trailer ad Ouevej på samme tidspunkt som ulykken.

Denne bilist blev overhalet af den 59-årige mand, der påkørte pigerne.

Bilisten opfordres til at henvende sig til politiet på telefonnummer 114.

Ulykken fandt sted mandag klokken 17.54.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her