Artiklen er opdateret kl. 20.36.
Et uheld med tre personbiler og en ambulance betød lørdag aften, at Sønderjyske Motorvej var spærret i nordgående retning ved Kolding i cirka halvanden time.
Omkring klokken 20.15 kunne Vejdirektoratet dog meddele, at der igen var åbnet for trafikken.
På grund af fortsat oprydningsarbejde er der dog i første omgang kun åbnet i det ene spor.
Vejdirektoratet opfordrer i øvrigt trafikanter til at gøre plads og tage hensyn til oprydningsarbejdet på stedet.
Uheldet skete mellem Kolding S og Kolding V.
»Det var tilsyneladende en bil med en trailer, der begyndte at slingre og ramte sammen med de øvrige biler«, siger vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Torben Wind.
ritzau




























