Tyrkisk mand slipper for udvisning af Danmark efter langstrakt sag.

Psykisk syg mand vinder sag mod Danmark ved menneskerettighedsdomstol

»Jeg spærrede øjnene gevaldigt op, da jeg hørte om dommen og måtte bogstaveligt tal læse den en ekstra gang, før jeg kunne tro på, at domstolens snævre flertal var kommet frem til den afgørelse«, har Matias Tesfaye tidligere sagt om sagen. Foto: Ernst van Norde (arkiv)
»Jeg spærrede øjnene gevaldigt op, da jeg hørte om dommen og måtte bogstaveligt tal læse den en ekstra gang, før jeg kunne tro på, at domstolens snævre flertal var kommet frem til den afgørelse«, har Matias Tesfaye tidligere sagt om sagen. Foto: Ernst van Norde (arkiv)
Lyt til artiklen

En tyrker, som blev dømt til udvisning, har vundet en sag mod Danmark ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.

Der er sket brud på menneskerettighedskonventionens artikel otte, hedder det i dommen. Artikel otte omhandler en forpligtelse til at oplyse personer med handicap om rettigheder.

Dommen er afsagt af den højeste instans ved menneskerettighedsdomstolen, Storkammeret.

Den udviste tyrker blev udvist efter et kølleoverfald på Christiania og blev siden idømt syv års fængsel.

Han måtte efter en afgørelse i Østre Landsret i 2015 også se sig udvist af Danmark for bestandigt - selv om hans diagnose paranoid skizofreni stadig krævede behandling.

Afgørelsen blev siden bragt videre til den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Her fik han i efteråret 2019 medhold.

Domstolen vurderede ikke, at han havde gode nok muligheder for at få den korrekte behandling i Tyrkiet.

Danmark valgte at anke dommen til Menneskeretsdomstolens Storkammer, som er den højeste instans ved domstolen i Strasbourg.

Minister spærrede øjnene op

På et møde den 27. januar 2020 mødtes storkammerets fem dommere for at tage stilling til fem sager.

Her var sagen mellem Danmark og Arif Savran den eneste, der blev taget op til behandling igen.

Med afgørelsen fra Strasbourg i oktober blev det gjort klart, at Arif Savran skulle hentes tilbage til Danmark.

Eksperter pegede i den forbindelse på, at dommen ville gøre Danmarks muligheder for at udvise udlændinge med helbredsproblemer ringere.

Flere eksperter henviste til, at dommen kunne blive et skråplan og kunne føre til øget ’sundhedsindvandring’.

Regeringen valgte at anke til storkammeret, da det ifølge udlændinge- og integrationsminister Matias Tesfaye var en »mærkesag« for regeringen at udvise kriminelle og udvisningsdømte udlændinge.

»Jeg spærrede øjnene gevaldigt op, da jeg hørte om dommen og måtte bogstaveligt tal læse den en ekstra gang, før jeg kunne tro på, at domstolens snævre flertal var kommet frem til den afgørelse«, sagde ministeren i den forbindelse.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her