En handikappet mand får medhold i en sag om afslag på dansk statsborgerskab. Afslaget krænker Danmarks internationale forpligtelser.
Det har Vestre Landsret fredag afgjort.
Manden, der har tyrkisk baggrund, havde sagsøgt Udlændinge- og Integrationsministeriet i sagen. Ministeriet skal betale en godtgørelse på 10.000 kroner til ham.
Efter at have bestået en indfødsretsprøve i 2013 fik manden besked om, at han ville blive optaget på det lovforslag om indfødsret, som skulle fremsættes i Folketinget i foråret 2015.
Bortfaldt grundet valg i 2015
Men lovforslaget bortfald på grund af folketingsvalget i juni 2015.
Da sagen blev taget op igen senere samme år, meddelte Udlændinge- og Integrationsministeriet, at man var blevet opmærksom på, at manden ikke længere opfyldte kravene om selvforsørgelse.
Det skyldtes, at han i mellemtiden havde mistet det fleksjob, som han havde, og var kommet på ledighedsydelse.
Dermed var han ikke længere selvforsørgende.
ritzau




























