Københavns Politi kalder en eksplosion i en tatoveringsbutik i Valby natten til torsdag for 'en bevidst handling'.
Det oplyser vagtchef hos Københavns Politi Leif Hansen lidt efter klokken fem torsdag morgen.
»Vi kan udelukke, at det er en gaseksplosion. Alt tyder på, at eksplosionen er sket som følge af en bevidst handling«, siger Leif Hansen.
Københavns Politi modtog anmeldelsen om eksplosionen lidt efter klokken to fra overboer til butikken.
Tatoveringsbutikken med navnet Art Factory Tattoo ligger på Lyshøjgårdsvej 57 i Valby. Butikken har adresse i stuen i en lejlighedsbygning med fire etager.
Eksplosionen har sprængt glasruderne i butikken i stykker, men murene står intakt. Der er heller ingen skader på lejlighederne over butikken.
Rude sprængt i stykker
På billeder, som Ritzau har fået tilsendt, kan man se, at døren ind til butikken samt butikkens rude ud til vejen er sprængt i stykker.
Ingen er kommet til skade i ulykken, oplyser politiet, der har afhørt ejeren, men ikke kan oplyse om detaljer fra afhøringen.
Tatoveringsbutikken ligger lige ved Valby Station.
Politiet oplyser, at der er spærret for al færdsel på Lyshøjgårdsvej mellem Bredahlsvej og Toftegårds Alle.
Eksplosionen skete omkring klokken 01.30, og politiet efterlyser vidner, der var i området på det tidspunkt.
ritzau




























