Brandvæsnet er rykket ud til et digebrud ved Varming i Ribe. Umiddelbart er der ikke risiko for oversvømmelse af boliger.

Stort dige er brudt sammen ved Ribe

Lyt til artiklen

Den seneste tids store regnmængder har medført, at et dige onsdag formiddag er brudt sammen i Varming ved Ribe.

Det oplyser Sydvestjysk Brandvæsen.

Beredskabschef Jens Mølgaard fortæller, at brandvæsnet vil sikre Ribe mod oversvømmelser ved hjælp af sandsække.

»Det er ikke sådan, at hele byen er ved at drukne. Men vi er nødt til at gøre noget akut. Især fordi der er udsigt til, at der kommer mere regn de kommende dage«, siger Jens Mølgaard.

Brud på 7-8 meter

Digebruddet har ført til, at veje er blevet oversvømmet i Varming. Men der er ingen meldinger om, at vandet skal være løbet ind i boliger i Ribe.

»Der er tale om et brud på syv til otte meter«, siger beredskabschefen.

Vandet er såkaldt ’bagvand’, der kommer fra det jyske oplands åer og bække - og altså ikke fra Vesterhavet.

»Først på ugen havde vi fokus højvande fra havet. Men nu er det vand fra den øvrige del af Jylland, der løber ud mod havet, som giver problemer«, forklarer Jens Mølgaard.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her