Politiet har ikke fundet beviser nok til at løfte en sag mod en mor og søn, der blev anklaget for mishandling og voldtægter i Albertslund.
Derfor droppes sigtelsen mod den 43-årige mand og den 68-årige mor, der i sagen har nægtet sig skyldige.
Det oplyser senioranklager Bo Bjerregaard.
Manden og moren blev varetægtsfængslet 10. december og sad fængslet hen over jul og nytår, før de blev løsladt i begyndelsen af januar.
Politi: Kvinde blev voldtaget af sin mand, der fik hjælp af sin morSigtelsen mod dem lød på, at manden jævnligt gennem to år skulle have voldtaget sin hustru.
Desuden skulle han sammen med moren have mishandlet parrets to børn og forbudt hustruen at forlade en lejlighed i Albertslund alene.
Men efter at have efterforsket sagen konkluderer politiet, at der ikke er beviser nok til at gå videre med den.
»Påtale i sagen er opgivet. Det skete i slutningen af januar. Det var simpelthen ikke muligt at løfte bevisbyrden for, at de havde gjort det, som de var anmeldt for«, siger Bo Bjerregaard.
Grundlovsforhøret i Retten i Glostrup i december foregik for lukkede døre, og derfor er det uvist, hvad moren og sønnen forklarede om sigtelsen. Men det kom frem, at de nægtede sig skyldige.
Bo Bjerregaard oplyser desuden, at der ikke er nogen, der er anmeldt for falsk anmeldelse i sagen.
Anmelderen i sagen kan klage over politiets afgørelse.
ritzau
fortsæt med at læse




























