Bendtner ser det som misforstået fodboldinteresse: Politifolk kaldt til samtaler for at snage i hans voldsdom

Nicklas Bendtner på vej ud af retten i september 2018, efter at han var blevet idømt 50 dages fængsel for vold.  Foto: Mogens Flindt
Nicklas Bendtner på vej ud af retten i september 2018, efter at han var blevet idømt 50 dages fængsel for vold.  Foto: Mogens Flindt
Lyt til artiklen

Da fodboldspilleren Nicklas Bendtner i september 2018 blev sigtet for vold efter en tur i byen i København, var det ikke kun offentligheden, der fulgte ivrigt med.

Også i politiets rækker var der personer, som ville vide, hvad der foregik.

Og nogle gik tilsyneladende for langt i deres søgen på svar.

Flere politiansatte har således været indkaldt til tjenstlige samtaler hos Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), fordi de uberettiget kiggede i Bendtners voldssag.

Det skriver DR på baggrund af en aktindsigt i dokumenter fra Rigspolitiet og Justitsministeriet.

Ti, de intet havde med sagen at gøre, kiggede med

Nicklas Bendtner blev 9. september 2018 sigtet for vold begået mod en taxachauffør en uge forinden. I dagene efter sigtelsen slog 52 ansatte hos politiet sagen op. 50 af dem var ansat ved Københavns Politi, der behandlede sagen.

Også en ansat fra Nordsjællands Politi samt en fra Rigspolitiet kiggede med.

Ti personer hos Københavns Politi - heraf tre studerende på Politiskolen - havde intet med sagen at gøre og overtrådte dermed politiets egne retningslinjer på området.

De må kun søge i og bruge information fra politiets databaser, hvis det er relevant for en af deres opgaver.

Ni af dem har været indkaldt til samtale i DUP. Den tiende er sluppet for en samtale, da vedkommende har fratrådt sin stilling.

Bendtner ser det som misforstået fodboldinteresse

Anders Németh var forsvarer for Bendtner under straffesagen. Han undrer sig over, at folk hos politiet har snaget, når sagen ikke vedrører dem. Fodboldspilleren er tilsyneladende ikke selv fortørnet over sagen.

»I de her krænkelsestider, hvor mange har travlt med at være vrede i forskellige sammenhænge, har Nicklas valgt at tage det roligt, og han ser forløbet som en misforstået fodboldinteresse«, siger Anders Németh til DR.

Sagen begyndte, da Bendtner var på vej hjem fra en bytur. Her kom han op at skændes med en taxachauffør om regningen og slog ham blandt andet i ansigtet med knyttet næve.

Fodboldspilleren blev idømt 50 dages fængsel og en bøde på 1500 kroner for grov vold. Han har afsonet med fodlænke.

Sagerne om snagen blev opdaget, fordi Rigspolitiet lavet en stikprøvekontrol af sagen.

Her blev politikredsene bedt om at tjekke, hvem der havde slået Bendtners personnummer op.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her