Sportsklubber, koncertarrangører og andre, der vælger at følge opfordringen om aflysning af store arrangementer på grund af risiko for smittespredning, kan forvente en økonomisk håndsrækning fra regeringen.
»Vi kan godt se, at man mister billetindtægter, når man er nødt til at aflyse for at hjælpe til at inddæmme coronavirus«, siger Simon Kollerup til Ritzau. Sammen med statsministeren, finansministeren, sundhedsministeren og beskæftigelsesministeren mødes han mandag med erhvervsliv og lønmodtagere for at tale om udviklingen i coronavirus i Danmark.


























