At skabe social distance, at mindske den fysiske kontakt mellem mennesker og lade færre mødes. Det er en af de løsninger, der globalt er i spil for at begrænse spredningen af coronavirussen, og det var den, der fredag nåede frem til dansk politik, da statsminister Mette Frederiksen på sit pressemøde kraftigt opfordrede til aflysning af alle arrangementer med over 1.000 deltagere.
Udspillet kommer ikke som noget chok for danske virksomheder. Næsten alle de større virksomheder har i de senere uger skåret ned på den fysiske kontakt og aflyst forretningsmøder og flyrejser, som ikke var absolut kritiske. I kantiner er buffeter blevet afløst af portionsanretninger, så der tyndes ud i køerne. Det er sværere at måle, om færre giver hånd.


























