Myndighederne efterlyser alle, der besøgte Søpavillionen i torsdags.

Coronasmittet festede på kendt natklub i København – gæster bør gå i hjemme-karantæne

Søpavillionen har i mange år lagt dansegulv til fester i det københavnske natteliv. Foto: Sanne Vils Axelsen (arkiv)/POLFOTO
Søpavillionen har i mange år lagt dansegulv til fester i det københavnske natteliv. Foto: Sanne Vils Axelsen (arkiv)/POLFOTO
Lyt til artiklen

En person, der har vist sig at være smittet med coronavirus, var torsdag 5. marts på Søpavillonen i København.

Det får nu Styrelsen for Patientsikkerhed til at opfordre personer, der har været til stede på det kendte gå-i-byen-sted, til at blive hjemme i 14 dage.

Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

Vedkommende var på natklubben mellem 23 og 02 natten mellem torsdag og fredag.

»Den smittede er i isolation. Kendte tætte kontakter til den smittede er allerede blevet kontaktet og sat i frivillig hjemmekarantæne«, skriver styrelsen i meddelelsen.

Efter coronasmitten er kommet til Europa og Danmark: Her er alt, du bør vide

Myndighederne opfordrer alle gæster fra den aften til at blive hjemme i 14 dage og især holde sig fra sygehuse og plejehjem.

Siden begyndelsen af året har den såkaldte coronavirus bredt sig fra Kina til størstedelen af kloden.

På verdensplan har cirka 3900 mistet livet, og over 111.000 er blevet smittet. Det viser en opgørelse fra Johns Hopkins-universitet i Maryland, USA.

Indtil videre har der været 35 smittede i Danmark, men ingen dødsfald. 872 personer er ifølge Sundhedsstyrelsen blevet testet for coronavirus, og 628 personer er i karantæne.

Gymnasium midlertidigt lukket

Søndag aften kom det frem, at Rysensteen Gymnasium i København lukker midlertidigt.

Det sker, efter at to elever på gymnasiet har vist sig smittet med coronavirus.

Københavnsk gymnasium lukkes efter to uafhængige tilfælde af coronasmitte

Det første smittetilfælde skete, efter at personen kom hjem fra en skiferie i Norditalien.

Det er netop i Norditalien, at udbruddet af coronavirus aktuelt er værst.

Det har fået Udenrigsministeriet til at fraråde alle rejser til seks regioner i det nordlige Italien.

Der er tale om regionerne Emilia-Romagna, Lombardiet, Piemonte, Veneto, Marche og Valle d'Aosta.

Det første tilfælde af coronasmitte herhjemme blev konstateret 27. februar.

ritzau/politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her