Regeringens nye stramninger for at begrænse spredning af corona kunne allerede ses på Frederiksberg onsdag morgen. Stramningen betyder, at frisører eksempelvis skal lukke frem til 30. marts. Frisørerne har travlt med at få behandlet de sidste kunder og aflyst aftaler.

Frisørkæde om corona-lukning: »Økonomisk har vi skullet skide en sprællemand«

Frisør Camilla Rathmann når at klippe sin sidste kunde, Charlotte Bøgeløv, inden hun skal lukke som følge af nye stramninger fra regeringen. Kunden har taget ansigtsmaske med til dem begge.  Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Frisør Camilla Rathmann når at klippe sin sidste kunde, Charlotte Bøgeløv, inden hun skal lukke som følge af nye stramninger fra regeringen. Kunden har taget ansigtsmaske med til dem begge. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

»Jeg har taget ansigtsmaskerne med«, siger Charlotte Bøgelov, der er frisør Camilla Rathmanns sidste kunde. Frisøren er tvunget til at lukke ned klokken 10.00 som følge af nye stramninger for at begrænse spredning af corona.

Både Charlotte Bøgelov og Camilla Rathmann har hvide ansigtsmasker på under klipningen. Camilla Rathmann har også sorte handsker på.

»Jeg rejser meget, og jeg har brugt ansigtsmaske de sidste to måneder, fordi flere er nogle svin. De snøfter og hoster alle vegne«, siger Charlotte Bøgelov, mens hun får glattet sit hår.

Hun vil ikke smittes og har taget ansigtsmasken med til Camilla Rathmann for at minimere hendes risiko for at blive smittet, hvis der imod forventning skulle være noget.

Falkoner Alle på Frederiksberg summer normalt af liv om morgenen og formiddagen. Nogle skal have et ekstra skud energi fra deres morgenkaffe latte. Andre skal have klippet håret i en af de mange frisører på Falkoner Alle. Men ligesom andre steder i Danmark er denne gade blevet endnu mere stille og tom denne onsdag formiddag. Stilheden er bebudet.

Klokken 10.00 træder nye stramninger i kraft, som statsminister Mette Frederiksen præsenterede under et pressemøde dagen før. En lang række virksomheder, hvor mange kan opholde sig på samme tid eller med tæt kontakt til hinanden, skal lukke for at begrænse spredning af coronavirus. Forbud mod at holde åbent gælder f.eks. for storcentre, vandpibecafeer, solcentre, fitnesscentre, frisører, massører og tatovører. Cafeer og restauranter må ikke have gæster, men de må gerne sælge takeaway. Det bliver også forbudt at være flere end ti personer samlet både indendørs og udendørs. De nye regler gælder til og med 30. marts.

»Jeg har stadig fire huslejer«

I en anden frisørsalon står Jimmy Jacobsen helt alene bag disken. Han er medejer af frisørkæden Street Cut, som har fire saloner i København. Salonen på Falkoner Alle har plads til at have otte frisører på arbejde på samme tid. Han siger, at kæden i forvejen har mistet mange kunder de sidste to uger på grund af coronavirussen. Nu lukker den helt ned.

Flere kunder har selv aflyst deres aftale efter statsministerens pressemøde. Han ringer nu til de kunder, som ikke har fået aflyst.

»Se her. Der er helt tomt«, siger Jimmy Jacobsen og viser den tomme kalender på computeren flere uger frem.

»Økonomisk har vi skullet skide en sprællemand, for altså hvad sker der?«, siger han. »Jeg har stadig fire huslejer, som jeg skal betale. Det er ikke nemt«.

Hvordan kan regeringen hjælpe en virksomhed som jeres?

»Hvis regeringen vil sende den indbetalte moms tilbage nu og her. Bum. Altså den vi lige har betalt. Og hvis vi kunne gå over til NemRefusion i 14 dage, så ville det hjælpe os alle - også cafeerne og restauranterne«, siger Jimmy Jacobsen.

NemRefusion er en løsning for virksomheder, hvor de kan søge om at få refusion af f.eks. sygedagpenge.

Jimmy Jacobsen er stadig fortrøstningsfuld. »Vi er alle i samme båd. Jeg ved, at regeringen arbejder på løsninger. De har ikke kunnet følge med«.

Frederiksberg Centret har en central placering på Falkoner Alle ved metrostationen. Man kan uhindret se fra den ene ende til den anden inde i centret. Der er stort set ingen mennesker, så langt som øjet rækker. To politibetjente falder i øjnene et par minutter i klokken 10.00.

De går rundt i centret og kigger på de lukkede butikker. Ud af centrets 90 butikker, er det kun Føtex, apoteket og Holms Bageri, som har åbent. De er alle tre på den nederste etage, og derfor er etagerne ovenover afspærret med et bånd.

Øjne på situationen

Den ene politibetjent siger, at de er i centret for at »at have øjne på situationen« og sikre, at de nye regler bliver overholdt. Det er stadig uklart, hvilke muligheder politiet har for at håndhæve reglerne. Ritzau har onsdag forgæves forsøgt at få udleveret politiets retningslinjer. Rigspolitiet har oplyst til Ritzau, at det skal behandles som en anmodning om aktindsigt.

Hvis der er flere end tre personer i en butik, vil de to politibetjente, som Politiken har talt med, »gå ind i butikken og påtale«, at det strider med nye retningslinjer. Men det bliver ikke nødvendigt i Frederiksberg Centret, som det ser ud nu.

Stramningerne rammer også spisestederne, der kun må sælge takeaway. Head of operations for kæden OliOli Poké Bar, Sara Jakobsen, tager rundt til kædens restauranter tidligt for at sikre, at alle nødvendige forholdsregler er opfyldt, før de skal åbne.

Gulvet er afmærket, så op til tre kunder kan se, hvor de skal stå med tilstrækkelig afstand til hinanden, mens de venter på deres takeaway-bestilling. Det er forventningen, at kunderne stadig vil komme og købe mad i kædens restauranter.

»Vi holder hovedet højt og håber på det bedste«, siger Sara Jakobsen.

Onsdag foreslog regeringen at komme med en støttepakke til erhvervslivet. Selvstændige vil f.eks. kunne få kompenseret en del af deres faste udgifter til husleje, elregning og uopsigelige kontrakter.

Regeringen lover milliarder til frisører, fysioterapeuter, restauranter og hoteller

Murat Tamer

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her