Hus Forbi søsætter endnu et initiativ, som skal give hjemløse Hus Forbi-sælgere landet over større tryghed og en seng at sove i under corona-krisen.
Hjemløseavisen har indgået en aftale med Danhostel-kæden, som tilbyder rabatter til Hus Forbi-sælgere på over 15 af kædens hostels. Aftalen er kommet i stand ved hjælp af donationer indsamlet fra private danskere.
Coronakrisen rammer hårdt blandt gadefolk, hjemløse og udsatte borgere. Ud over at ramme salget af avisen og dermed sælgernes indtægt, lukkes eller begrænses mange herberger, som giver tag over hovedet til hjemløse og udsatte personer i dag- og nattetimerne.
Aftalen med om finansieret husly under coronaepidemien omfatter mindst 15 Danhostels rundt om i hele Danmark.
Tilbud overholder retningslinjer
Hjemløse er i en ekstrem kritisk situation som følge af myndighedernes opfordring til afstandtagen og høj hygiejne, forklarer Simon Nielsen, der er formand for Foreningen Hus Forbi og selv hjemløs.
»Det er vanskeligt at overholde for de Hus Forbi-sælgere, der ikke har et hjem at isolere sig i. Derfor iværksætter vi denne husly-ordning, som er en del af Hus Forbi’s landsdækkende indsats for at hjælpe hjemløse«.
Indsatsen tager udgangspunkt i sundhedsministeriets anbefalinger og retningslinjer, og den er afgørende for, at hjemløse kan følge retningslinjer og mindske smittespredning, ligesom den er afgørende for, at den helbredsmæssigt udsatte gruppe klarer sig igennem krisen.
»Hvis der bliver udstukket nye retningslinjer, vil vi tilpasse vores husly-tilbud. Vi holder os selvfølgelig opdaterede på området«, siger Simon Nielsen.
Danhostel er glade for at kunne hjælpe de hjemløse, samtidig med at kæden selv får udbytte af tilbuddet, forklarer Danhostels formand, Poul Kristian Mouritsen.
»Det er en helt speciel situation hvor vi må hjælpe hinanden. I Danhostel er vi glade for at kunne medvirke her og samtidig få gæster på vores værelser i en rigtig hård tid«.
Hjemløses presses
Ifølge Rasmus Wexøe Kristensen, sekretariatsleder hos Hus Forbi, kan tilbuddet måske komme til at omfatte mellem op mod 300-500 sælgere.
»Nogle er hjemløse og mange er sofasurfere, som i øjeblikket bliver smidt ud fra der, hvor de overnatter, fordi deres værter bliver nervøse. Det betyder meget, at vi kan spænde det her sikkerhedsnet ud under sælgerne«, siger han.
Krisesituation og livet på gaden øger risiko for smitte og gør det umuligt at overholde sundhedsmyndighedernes anbefalinger.
»Mange hjemløse har svage helbred, de kan ikke holde håndhygiejne, og de offentlige toiletter er lukket, så man ikke kan komme til at vaske hænder. Hvad skal man så gøre?«, spørger Rasmus Wexøe Kristensen.
Hjemløse og udsatte borgere er sårbare, påpeger sekretariatslederen.
»Så bliver man måske parat til at gøre ting, som man ellers ikke ville have gjort. Det kan være, man er parat til at tilbyde seksuelle ydelser, men det behøver ikke engang at være så drastisk. Det kan også bare være, at man skal finde sig i en behandling, som er mere grænseoverskridende end den ellers ville have været«.
Der er ikke sat slutdato på overnatningsmuligheden, siger Rasmus Wexøe Kristensen.
»Hvis vi løber ud for donationer, så må vi tage af de penge, vi selv har«, siger han.
Alle danskere kan bidrage
Hus Forbis husly ordning er en del af en større indsats, som avisen har sat i gang i denne uge.
I tirsdags udsendte Hus Forbi 6.500 mad-gavekort til et måltid mad til en værdi af 75 kroner til udsatte og hjemløse i hele landet. I de kommende dage følger flere akutte tiltag.
Indsatsen hviler på en landsdækkende indsamling, hvor danskerne kan bidrage til at hjælpe, siger Poul Struve Nielsen, der er redaktør på avisen.
»Med en indsamlingsstøtte kan vi give den kritiske hjælp mange borgere lige nu mangler på grund af coronakrisen. Ingen kender til situationens varighed, så vi rækker nu hånden ud til danskerne og beder dem om at hjælpe efter bedste evne«.
Foreningen Hus Forbi opfordrer til at donere penge på MobilePay-nummeret 99 65 55 eller kontonummer 9541 10155088.
fortsæt med at læse


























