Corona-krisen har tilsyneladende effekt på antallet af asylansøgninger i Danmark. Og det i nedadgående retning.
Sådan lyder det fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S).
»Roligt på grænsen: #COVID19dk har også betydning for asyltallet. De sidste par dage har vi slet ikke registreret nogle asylansøgere. Både onsdag og torsdag står der indtil videre et stort rundt 0 i mit skema. Det sker ikke så tit...«, skrev Tesfaye fredag eftermiddag på Twitter.
I forvejen er antallet af asylansøgninger lavt for tiden og har været det længe. Dog har der frem til 10. marts været registreret 443 asylansøgere i år.
Som konsekvens corona-krisen lukkede Danmark i sidste uge grænsen mod Tyskland, men det er fortsat muligt at møde op på grænsen og søge asyl i Danmark. I så fald fragtes man som asylansøger af politiet til Center Sandholm.
Politiken har ikke kunnet få et interview med Tesfaye, men adspurgt, hvordan corona-krisen kan spille ind på antallet af asylansøgere i Danmark, henviser han i et skriftligt svar til, at »antallet af asylansøgere i Danmark var sidste år på det laveste niveau siden 2008, og i år ser det billede ud til at fortsætte«.
»I de seneste dage ser tallet ud til at være ekstraordinært lavt. De intensiverede kontroltiltag på de tyske og østrigske grænser er måske med til at nedbringe antallet af asylansøgere på de danske grænser. Den mindre mobilitet er kun godt. For vi skal alle bidrage til at forebygge, at for mange bliver smittede – for de ældres og de svækkede medborgeres skyld«, lyder det videre.
Fald i Danmark, stigning i EU
Mattias Tesfaye hæfter sig desuden ved en opgørelse, som Ritzau omtalte fredag. Nemlig at nye tal fra Eurostat viser, at mens EU i 2019 samlet set oplevede en stigning i forhold til 2018 i antallet af personer, der søgte asyl første gang i et EU-land, var der for Danmarks vedkommende tale om et fald på 25 procent – fra 3.465 til 2.605.
»Jeg er glad for, at Danmark ifølge Ritzau er et af de lande, der har oplevet den største nedgang i antallet af asylansøgere. Vi kan hjælpe langt flere for de samme penge i nærområderne tættere på konflikterne. Derfor er det også glædeligt, at det lave niveau ser ud til at fortsætte i 2020. Jeg vil arbejde på at holde tallet lavt også i fremtiden«, lyder det.
fortsæt med at læse



























