De danske sundhedsmyndigheder har af flere omgange skiftet strategi i kampen mod coronasmitte, men overordnet har WHO’s regionale direktør i Europa, Hans Kluge, tiltro til Sundhedstyrelsen og regeringens arbejde.
Det signal sendte Hans Kluge, da han fredag eftermiddag optrådte på et pressemøde med Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm.
På pressemødet sagde Brostrøm, at han selv, Hans Kluge og andre danske og internationale eksperter inden pressemødet havde gennemgået »hele tidslinjen« omkring den danske indsats mod coronasmitte.
»Når vi ser på den samlede indsats retrospektivt, er der ting, vi ville have gjort totalt anderledes i dag, hvis vi dengang havde vist, hvad vi ved nu. Men vores viden om covid-19 udvikler sig hele tiden«, sagde Brostrøm.
Inden for den seneste uge har der været stor debat om, hvorvidt man i Danmark tester nok for coronasmitte. De danske myndigheder er skiftet fra en strategi, hvor man kun testede folk med alvorlige symptomer til nu at ville teste langt flere.
Det skifte i strategi skete, efter sundhedsmyndighederne havde fået kritik for ikke direkte at følge WHO’s anbefalinger, som går på, at alle lande skal teste i meget vidt omfang.
Hans Kluge sagde på pressemøde fredag, at de danske myndigheder har været gode til at tage WHO’s anbefalinger for blandt andet testning og social distancering og overført det dem danske forhold.
Fokus på sundhedspersonale
Spurgt til hans mening i forhold til de skiftende danske teststrategier svarede Hans Kluge:
»Jeg ved, der har været diskussion i Danmark om WHO’s anbefalinger om at teste, teste, teste. Men det skal ses i en national kontekst«.
»Situationen udvikler sig hele tiden, og testkapicitet bliver større. Fokus er på sundhedspersonalet«, sagde Kluge, som fremhævede at de tiltag ligger i tråd med WHO’s anbefalinger.
Søren Brostrøm supplerede Kluge og indskød, at mange lande inklusive Danmark har problemer med testkapaciteten og arbejder på at gøre den større.
»Vi skal helt sikkert teste mere«, sagde han.
Så sent som i dag har Kåre Mølbak, faglig direktør for infektionsberedskab hos Statens Serum Institut, erklæret i Politiken, at han er uenig i WHO’s gennemgående anbefalinger om at ’teste, teste, teste’, isolere alle syge og sætte deres kontakter i karantæne for at bryde smittekæderne.
Kåre Mølbak er uenig med WHO: Det er »totalt passé« at inddæmme smittenHans Kluge blev på pressemødet forhold Mølbaks holdning, som han i diplomatisk stil ikke direkte undsagde.
»Jeg har respekt for hans holdning. Men det er vigtigt, at det enkelte lands strategi er en blandet strategi. Der skal en kompleks strategi til, hvor man tester, har fokus på sundhedspersonale og praktiserer fysisk distancering til hinanden«, sagde Kluge.
fortsæt med at læse


























