Første tilfælde af coronavirus opdaget i dansk fængsel

Lyt til artiklen

En indsat i et dansk fængsel er blevet testet for coronavirus og har i den forbindelse vist sig at være smittet.

Det er det første tilfælde af coronavirus eller Covid-19, der er konstateret i danske fængsler og arresthuse.

Det skriver Kriminalforsorgen i en pressemeddelelse.

Som led i sundhedsmyndighedernes beslutning om at teste flere for smitte med coronavirus er Kriminalforsorgen begyndt at teste udvalgte indsatte.

»Kriminalforsorgen kan oplyse, at der er en indsat, som er testet positiv for Covid-19. Det er det første konstaterede tilfælde i Kriminalforsorgens institutioner«, siger sikkerhedschef Lars Rau Brysting fra Kriminalforsorgen.

Den indsatte har været i karantæne under hele sit ophold i fængslet. Derfor har vedkommende ikke været sammen med andre indsatte.

»Ligesom personalet har håndteret pågældende efter de gældende retningslinjer, som følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger«, lyder det fra Lars Rau Brysting i pressemeddelelsen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her