Nationalbanken vurderer i en analyse, at væksten for hele 2020 bliver på mellem minus 3 og minus 10 procent som følge af coronakrisen. Dermed har højkonjunkturen i dansk økonomi fået en brat ende.
Årsagen til den kraftige nedgang i økonomien er de tiltag, regeringen har foretaget for at holde smitten nede, samt et markant fald i danskernes forbrug. Samlet betyder det en kraftig nedgang i den økonomiske aktivitet.
Forud for udbruddet var dansk økonomi robust, og det er et godt udgangspunkt for at håndtere de økonomiske konsekvenser, lyder det fra Nationalbanken.
»I Danmark har vi umiddelbart et solidt udgangspunkt for at få økonomien tilbage på sporet igen, når udbruddet fortager sig, og foranstaltningerne rulles tilbage. Men det kommer til at gøre ondt, før vi når dertil. De hjælpepakker, som Folketinget har vedtaget, er nu og her med til at holde hånden under virksomheder og lønmodtagere«, udtaler nationalbankdirektør Lars Rohde.
3 scenarier med stor usikkerhed
Nationalbanken har i en analyse opstillet tre scenarier, som viser, hvor hårdt den økonomiske aktivitet i Danmark kan blive ramt. Der er meget stor usikkerhed forbundet med disse scenarier, understreger Nationalbanken.
De tre scenarier, som altså ligger til grund for prognosen om et bruttonationalprodukt på mellem minus 3 og minus 10 procent, er:
- Centralt scenarie: De restriktive foranstaltninger opretholdes indtil efter påske, som er hvad regeringen aktuelt har meldt ud. Derefter lempes de delvist frem til september, hvorefter man overgår til de lidt restriktive foranstaltninger året ud.
- Mildt scenarie: De restriktive foranstaltninger opretholdes indtil efter påske. Derefter lempes de delvist frem til juni, hvorefter man overgår til de lidt restriktive foranstaltninger frem til slutningen af oktober.
- Hårdt scenarie: De restriktive foranstaltninger opretholdes indtil udgangen af juni. Derefter lempes de delvist frem til udgangen af året.
Det afgørende er med andre ord, hvor hurtigt udbruddet kommer under kontrol, og hvornår de forskellige sæt af foranstaltninger skifter.
Nationalbankens analyse er meget i tråd med Danske Banks syn på økonomien. Her lyder prognosen på en vækst på minus 2,5 procent i 2020. Den er baseret på, at samfundet relativt hurtigt åbnes op igen fra april og frem, både herhjemme og i resten af Europa. Samtidig forudsætter banken, at krisen ikke bider sig fast hos forbrugere og virksomheder.
»Men vi er enige i, at det sagtens kan gå værre end det«, skriver Danske Banks cheføkonom, Las Olsen, i en kommentar.
»Ikke mindst er der meget stor usikkerhed om, hvorvidt der faktisk vil blive åbnet op, og om det bliver nødvendigt at lukke ned igen senere. Fordi nedlukningen er så massiv, så betyder selv kort tids forlængelse et markant større fald i bruttonationalproduktet.
fortsæt med at læse




























