Huspriserne kan falde 8-11 procent under coronakrisen i 2020. Det vurderer De Økonomiske Råd – også kendt som vismændene – i en prognose for dansk økonomi. Det er en markant ændring fra forrige prognose, hvor der var ventet en stigning i huspriserne på 2,2 procent i år.
Det Økonomiske Råd har lavet to scenarier for, hvordan coronavirussen vil ramme dansk økonomi. I det optimistiske scenarie vil Danmark blive gradvist åbnet efter påske, som statsminister Mette Frederiksen (S) har kaldt sandsynligt. I det scenarie vil huspriserne falde 8,2 procent. Det mere negative scenarie er bygget på, at Danmark bliver ramt af en ny coronabølge i efteråret. Her ventes priserne at falde 11,1 procent.
ritzau



























