Måske er det værste ved coronaen for alle os, der føler os raske, magtesløsheden. At der ikke er noget at gøre. Ud over at vaske hænder og gøre ingenting. Vi er så vant til, at sygdomme kan behandles eller helt undgås. Vacciner, penicillin, operationer. Hovedpine, høfeber, lungebetændelse. Nogen gør noget. Nu. Giv mig en tid, en skanning, en recept.
Men corona kan ikke ordnes. Og selv om det er svært at forstå, når man er vokset op i den moderne medicins beskyttende skygge, er det ikke et nyt livsvilkår: Det er et gammelt, der er vendt tilbage. Hvor kun håndvask, håb og isolation er kuren mod en sygdom, der kan slå ihjel.



























