Fredag eftermiddag ændrede Sundhedsstyrelsens deres råd og vejledning omkring coronasmitte på hjemmesiden med ’Spørgsmål og svar om ny coronavirus’.
Ændringen sker, efter at avisen Berlingske torsdag skrev, at styrelsens omtale af smitterisikoen var stik imod konklusionen i flere internationale forskningsstudier og flere danske forskeres vurdering. Budskabet fra forskerne var, at personer uden symptomer i væsentlig grad smitter andre.
Helt frem til fredag eftermiddag stod der stadig på hjemmesiden, at smitten fra personer uden symptomer var ubekræftet eller meget lille:
»Den viden, vi har indtil nu, viser, at det er personer med symptomer, som er årsag til størstedelen af nye tilfælde. Formentlig kan raske personer med virus i luftvejene videreføre smitten, men i begrænset omfang«, lød det.
Det er nu ændret.
Berlingske skrev, at de havde deres viden fra en mail fra Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm, som i dag sender samme mail til Politiken og bekræfter, at smitsomheden bør ændres til betydelig:
»Jeg har selv i dag gennemgået vores hjemmeside, og jeg kan godt se, at vi er for upræcise. Vi skriver ganske vist, at man godt kan smitte, også hvis man ikke har symptomer. Vi skriver også tydeligt, at man er smitsom, når man er syg med hoste, nysen, osv., hvor man udskiller meget virus. Men vi skal være mere tydelige og præcise i vores beskrivelse af, at på befolkningsniveau kan smitten fra asymptomatiske godt være betydelig, og at vi på det punkt gradvis bliver klogere, bl.a. med helt nye data omkring størrelsen af mørketallet, som kan sige noget om, at der er mange, som er blevet smittet uden at have symptomer«.
I mailen fra Brostrøm står der desuden, at de løbende opdaterer deres forskellige anbefalinger, så de er i overensstemmelse med ny viden og internationale anbefalinger.
fortsæt med at læse



























