Ejendomsselskaber, hoteller, konferencecentre og boligselskaber stiller tusindvis af kvadratmeter til rådighed for skolebørn, der mangler klasselokaler.

Bella Center, banker og hotelkæder byder sig til som midlertidige skolesatellitter

    Direktør Allan Agerholm fra Bella Center har stillet de gabende tomme konferencelokaliteter til rådighed for Københavns Kommunes skoleelever frem til sommerferien.   Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Direktør Allan Agerholm fra Bella Center har stillet de gabende tomme konferencelokaliteter til rådighed for Københavns Kommunes skoleelever frem til sommerferien. Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Skoleelever, der i ugevis har henslæbt oceaner af skoletid med fjernundervisning ved computerskærmen derhjemme, kan måske snart igen se frem til at mødes med klassekammeraterne. Men helt andre steder, end de plejer at mødes.

I de seneste dage har hoteller, ejendomsselskaber, konferencecentre, storbanker og boligselskaber henvendt sig til regeringen og Københavns Kommune med tilbud om at stille lokaler til rådighed for undervisning.

Blandt tilbudsgiverne er Allan Agerholm, der som administrerende direktør for BC Hospitality Group blandt andet råder over Bella Center i Ørestad. Onsdag formiddag havde han en mindre delegation fra Københavns Kommunes børne- og ungeforvaltning på besøg for at tilbyde kommunen de mange tomme kvadratmeter.

»For vores vedkommende er Bella Center lukket ned. Derfor har vi sagt til kommunen, at vi uden problemer kan stille det hele til rådighed frem til sommerferien. Vi får ikke brug for noget af det. Så kan kommunen betale den drift, der følger med, i form af lys, varme, ventilation, personale, der skal servicere og gøre rent. Jeg får en slags bistandshjælp fra staten i forvejen gennem støttepakkerne, så jeg synes ikke, jeg vil tage penge for det«, siger Allan Agerholm.

Han nævner, at »alle konferencecentre står lukket i hvert fald frem til sommerferien«, da der ikke er kommet noget signal om, hvor mange man må mødes efter 10. maj. I går var Bella Center i sving med at tegne faciliteter op baseret på afstandsreglerne.

Agerholm vurderer, at centret vil kunne håndtere et sted mellem 1.000 og 1.500 elever, som vil kunne komme ind ad fire-fem forskellige døre. Det vil kræve, at der sættes skillevægge og forskellige installationer op, hvilket ifølge direktøren vil kunne klares på et sted mellem en uge og 10 dage.

Lejefrit til årsskiftet

I ejendomsselskabet Jeudan fortæller administrerende direktør Per Hallgren, at han tirsdag kontaktede Københavns børne- og ungeborgmester Jesper Christensen (S) med en lignende henvendelse. Jeudan har nedsat en arbejdsgruppe, som skal kortlægge lokaler på Østerbro og i Indre By, som vil kunne bruges til at aflaste skoler og institutioner.

»Vores tanke er, at hvis vi har nogle arealer ledige i nærheden af en eksisterende institution eller skole, som kunne fungere som en slags satellit i en periode, så vil vi gerne stille dem til rådighed. Det har vi sagt, at vi gerne gør lejefrit frem til årsskiftet«, siger Per Hallgren.

Jeudan ejer f.eks. den store ejendom i det kompleks, der udgjorde Københavns gamle kommunehospital.

»Der er nogle ledige lokaler, som vi måske kan bruge. Der ligger et par institutioner i nærheden«, siger han.

I Nordea fortæller bankdirektør for privatkunder Mads Skovlund, at banken har kontaktet kommunen angående et stort antal kvadratmeter, der i disse måneder ikke bruges, i Nordeas gamle hovedsæde på Christianshavn.

»Vi har ikke forstand på kommunens behov, men vi har nogle kvadratmeter, og de har et behov. Så må vi mødes og se, om det kunne blive til et godt, kortvarigt ægteskab«, siger Mads Skovlund.

Administrerende direktør for hotelkæden Scandic i Danmark, Søren Faerber, oplyser, at Scandic har tilbudt at stille lokaler til rådighed for erhvervsskoler og gymnasier til eksamen og undervisning.

»Vi overlever potentielt denne krise med hjælp fra hjælpepakkerne. Jeg synes da, vi skal give noget tilbage ved at sige, at de kan bruge vores lokaler i mellemtiden«, siger Søren Faerber.

Borde, stole og plads

Rammerne og resultatet tør han ikke spå om, og han vil gerne have betalt for rengøring. Men signalet er, at stole, borde og plads kan bruges:

»Vi stiller det gratis til rådighed, så eleverne kan komme ind i mødelokalerne og holde deres eksaminer og undervisning. Uanset hvad kommer vi ud af det her med et dundrende underskud. Men der er noget rigtigt i, at vi stiller de lokaler til rådighed uden beregning«, siger Faerber.

Sekretariatschef Mads Stendorf Hansen fra Danhostel har kontaktet Undervisningsministeriet med besked om, at man man gerne stiller faciliteter til rådighed for folkeskolerne.

»Danhostels medlemmer har i vid udstrækning både undervisningslokaler og konferencefaciliteter og kan ligeledes sørge for bespisningsforhold, hvor der er god plads mellem eleverne«, udtaler han.

Administrerende direktør Katia Østergaard, Horesta, påpeger, at det vil kræve en ændring af forsamlingsforbuddet på maks. 10 personer, hvis det skal komme på tale.

»Jeg har vanskeligt ved at se, at der er råd til at stille lokalerne til rådighed for daglig skolegang for en masse skolebørn. Men det er noget andet, hvis der indgår omkostningsdækning eller leje. Det andet har vi ikke råd til«, siger Østergaard.

Direktør Jens Elmelund fra det almene boligselskab KAB har tilbudt 63 beboerlokaler i tre forskellige københavnske boligselskaber.

»Vi har sendt en opstilling over alle vores relevante beboerlokaler til børne- og ungeforvaltningen. Nu er der en meget intensiv dialog«, siger Jens Elmelund.

KAB har spurgt de lokale afdelinger, om de kan stilles vederlagsfrit til rådighed, mod at kommunen betaler for rengøring og ekstraudgifter.

»Det er en fornøjelse, at alle kan se, at vi skal hjælpe hinanden«, siger Elmelund.

Børne- og ungeborgmester Jesper Christensen betegner de mange tilbud som »enestående« og »generøse«.

»Vi har et helt team siddende, der kun dybest set tager ud og kigger på, hvordan faciliteter kan anvendes. Der er et tidsspørgsmål. Lige nu har vi brug for at få etableret kapacitet til de små børn hurtigt, så vi kan tilbyde plads. Der kommer heldigvis løbende tilbud fra foreninger og virksomheder, der gerne vil hjælpe«, siger han.

Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen og Kommunernes Landsforening har i denne uge sået alvorlig tvivl om, hvorvidt det vil være muligt at åbne dørene for de store skoleelever fra 6. klassetrin og opefter inden sommerferien. Skolelederforeningens næstformand, Dorte Andreas, mener dog, at det er »fantastisk, at alle byder ind«, selv om det også kan indebære udfordringer.

»Men det kan bestemt være med til, at vi kan kigge på, hvad der er af muligheder for at åbne endnu mere. København er virkelig udfordret, fordi de ældre skoler har små klasselokaler og næsten ingen udenomsarealer. De ligger tæt og kæmper om de parker, der er. Det vil helt klart kunne løse noget«, siger Dorte Andreas.

Danmarks Lærerforenings formand, Anders Bondo Christensen, siger, at lærerne allerede nu er udfordret personalemæssigt.

»Eleverne skal undervises i langt mindre hold. Der er klasser, der bliver opdelt i tre hold. Lige nu tror jeg ikke, der er lærere nok, men nu har de lærerstuderende meldt sig under fanerne og sagt, at de gerne vil hjælpe«, siger Bondo.

Han nævner, at lærerne i de sidste fire uger allerede har vist omstillingsparathed i rå mængder med bl.a. hjemmeundervisning og udeundervisning.

»Undervisningen står og falder ikke med, om den foregår i det ene eller det andet lokale«, siger Anders Bondo Christensen.

Johan Blem Larsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her