Femern-forbindelsen har været nogle år undervejs, siden Folketinget vedtog projektet i april 2015. Den er blevet godkendt af EU, krævet undersøgt igen og derefter godkendt igen.
Fredag har et politisk flertal i Folketinget givet projektet grønt lys, så byggeriet kan begynde fra næste år.
Læs mere om forbindelsen her:
- Forbindelsen mellem Rødbyhavn på Lolland og Puttgarden på den tyske ø Femern bliver cirka 18 kilometer lang.
- Det vil tage 10 minutter at køre igennem tunnelen i bil og 7 minutter i tog. I dag tager overfarten på samme strækning 45 minutter.
- I tunnelen af beton skal der være en tosporet motorvej og en tosporet elektrificeret jernbane.
- Prisen anslås til at være 57,9 milliarder kroner.
- Det er planen, at byggeriet skal stå færdig i midten af 2029.
- Forbindelsen skal betales af dem, der skal bruge den - på samme måde som Storebælt- og Øresundsforbindelsen finansieres.
- Femern-tunnelen og de danske landanlæg finansieres, bygges og drives af Danmark, som også får alle indtægter fra trafikken gennem tunnelen.
- EU har udnævnt Femern-forbindelsen til et prioriteret projekt, da det ifølge unionen kan fjerne en flaskehals mellem Skandinavien og resten af Europa. EU har derfor støttet projektet med »et betydeligt milliardbeløb«.
- I juli 2015 afgjorde EU-Kommissionen, at byggeriet - der dengang indeholdt en del mere statsstøtte - ikke var konkurrencestridigt.
- I 2018 afgjorde EU-Domstolen, at EU-Kommissionen igen skulle undersøge, om der skulle bruges for mange statslige midler på byggeriet.
- I marts 2020 godkendte EU-Kommissionen igen finansieringen.
Kilde: Femern A/S, Sund og Bælt.
Ritzau
fortsæt med at læse


























