Mette F. om sygdom i familien: Ikke alvorligt

Statsminister Mette Frederiksen (S) under dagens møde i Folketingssalen.  Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Statsminister Mette Frederiksen (S) under dagens møde i Folketingssalen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Statsminister Mette Frederiksen (S) måtte onsdag eftermiddag forlade en forespørgelsesdebat i Folketingssalen på grund af akut sygdom i hendes familie.

Det viste sig dog, at det ikke var alvorligt, skriver statsministeren på Facebook:

»Vi fik lige en lille forskrækkelse tidligere i dag og måtte forbi sygehuset. Det viste sig heldigvis ikke at være alvorligt. Jeg beklager overfor Folketinget, at jeg måtte gå fra vores gode debat«.

»Tak til partilederne for jeres forståelse og hilsner. Tænk at have så gode kollegaer. Og tak til personalet på Herlev. Både fra moren og statsministeren«, skriver statsministeren efterfulgt af et hjerte.

Statsministeren gør det altså klart, at det var et af hendes børn, der var årsag til, at hun måtte forlade Folketingssalen.

Ifølge BT er der tale om hendes 14-årige søn. Der er dog ikke oplysninger om, hvilken sygdom, der er tale om.

Nåede at deltage i debat

Inden Mette Frederiksen måtte forlade Christiansborg, nåede hun dog at deltage i en del af den to en halv time lange debat i Folketingssalen om håndteringen af coronaepidemien.

Her fastslog hun, at der inden 10. maj vil komme en langsigtet plan for genåbningen af Danmark. Den forhandler statsministeren om med lederne for Folketingets partier.

Statsministeren skulle onsdag aften have holdt forhandlingsmøde med partilederne om næste fase af genåbningen af Danmark.

Det møde blev aflyst. Statsministeren skriver dog på Facebook, at de i stedet fortsætter torsdag.

ritzay

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her