Politiet sigter fire unge mænd for voldtægt i Haslev

Lyt til artiklen

Politiet sigter fire unge mænd for en voldtægt begået mod en 15-årig pige på en adresse i Haslev i Sydsjælland.

To af de unge mænd er 18 år, mens de to resterende er henholdsvis 17 og 19 år gamle.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Det fremgår ikke af meddelelsen, hvordan de fire mænd stiller sig i forhold til sigtelsen.

Sydsjælland og Lolland-Falsters politi modtog tidligt lørdag morgen anmeldelsen om voldtægten, der skulle være begået natten til lørdag.

De sigtede vil nu blive afhørt i løbet af lørdag eftermiddag og aften, og senere vil der blive taget stilling til, om de skal fremstilles i grundlovsforhør.

Politiet skriver i pressemeddelelsen, at de ikke kan oplyse yderligere af hensyn til efterforskningen i sagen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her