Politiet anholder 35-årig for knivstik i Odense

Lyt til artiklen

En 35-årig mand er søndag blevet anholdt for at have stukket en 41-årig mand i maven fredag aften i Odense.

Det oplyser Fyns Politi til fyens.dk

Offeret blev stukket ned ved 21.30-tiden, da han henvendte sig til en mand, der havde chikaneret flere beboere i en ejendom centrum af byen.

»En mand havde ringet på samtlige dørtelefoner i ejendommen, og da den 41-årige mand går ned og beder ham om at stoppe, bliver han stukket i maven med en kniv«, sagde vagtchef Milan Holck Nielsen fra Fyns Politi til Ritzau efter episoden.

»Tilsyneladende er knivstikkeriet sket helt umotiveret, forstået på den måde, at de to ikke kendte hinanden«, fortsatte han.

Sidst på eftermiddagen søndag blev en 35-årig mand så anholdt på sin bopæl for knivstikkeriet.

»Efterforskningen førte os frem til et navn og en adresse, hvor vi traf en person, som passer med det signalement, vi har fået fra overvågningsbillederne, siger vagtchef Hans Jørgen Larsen til fyens.dk.

»Og så har vi fundet noget tøj derude, som passer med det tøj, gerningsmanden havde på, så vi mener, at vi har fat i den lange ende«, tilføjer han.

Den anholdte er sigtet for grov vold, og politiets jurister skal nu vurdere, om man vil kræve ham varetægtsfængslet i et grundlovsforhør.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her