Hullede sokker skal ikke i skraldespanden, og mælke- og yoghurtkartoner skal i en separat pose.
Regeringen ønsker med et nyt forslag at øge og strømline affaldssorteringen i hele landet.
Hvis den får flertal for sit forsalg, skal mad, plast og restaffald også have hver sin spand.
Sorteringen er en del i den såkaldte klimahandlingsplan med målsætning om en mere grøn affaldssektor, der betyder, at vi konkret skal opdele vores skrald i 10 kategorier:
- Mad
- papir
- Pap
- Metal
- Glas
- Plast
- Restaffald
- Farligt affald
- Fødevarekartoner
- Tekstiler
»Når vi beder om det, skal vi også sikre, at det gør en grøn forskel. At affaldet kommer de rigtige steder hen. Hele forudsætningen for at kunne genanvende mere, er at sortere mere«, siger miljøminister Lea Wermelin på et pressemøde ifølge TV 2.
Fra kommunal til national strategi
Som det er nu, er det op til den enkelte kommune at afgøre, hvad man som borger skal sortere.
Ingen kommuner i landet har regler om, at man skal sortere i 10 forskellige fraktioner. Reglerne for, hvor meget man som borger skal sortere, svinger mellem tre og otte kategorier, hvoraf størstedelen sorterer i fem til syv kategorier. Det skriver Miljøstyrelsen i et notat.
Men nu lægger regeringen op til, at der skal være ens krav til alle landets kommuner, så sorteringen bliver strømlinet.
Det betyder også, at der skal være mulighed for at aflevere sit affald til indsamling nær ens husstand, uanset om man bor i lejlighed i byen, i hus i en landsby eller i et sommerhusområde:
»For husholdninger lægger regeringen op til en løsning, hvor der stilles krav til, at alle kommuner skal etablere husstandsnære indsamlinger for de 10 fraktioner«, skriver Miljøministeriet.
Som det er i dag, bruger de fleste kommuner i forvejen helt eller delvist de små ikoner, altså piktogrammer, som Miljøministeriet, i samarbejde med Dansk Affaldsforening og Kommunernes Landsforening har udviklet. Fremover skal piktogrammerne også være nationale og genkendelige, så man nemt forstår, hvordan man skal fordele skraldet.
Fødevarekartoner og tekstiler for sig
Blandt de 10 piktogrammer står fødevarekartoner som et af de nye, der i øjeblikket kun er udbredt i få kommuner. Det forklarer Mikkel Brandrup, direktør i Dansk Affaldsforening:
»Før var fødevarekartoner en del af restaffaldet, men nu ønsker man at sortere dem specifikt, fordi man ønsker at kunne genanvende papirfibre fra fødevarekartonerne«.
Sorteringen af tekstiler skiller sig også ud fra før, da de fleste smider de gamle skjorter til genbrug:
»Det, vi skal indsamle, er eksempelvis gamle sokker og hullede t-shirts, som ikke kan genbruges direkte igen«, fortæller Mikkel Brandrup.
fortsæt med at læse




























