Udsigten fra det højeste punkt på Mogenstrup Ås i Sydsjælland er både idyllisk og imponerende. Lige neden for åsens bratte fald ligger en flok får og lam og tygger drøv. En række blomstrende hvidtjørn markerer overgangen til de dyrkede marker. Lidt længere væk skærer jernbanen mod Rødby igennem landskabet. En gøg kan høres i det fjerne.
Dette landskabsbillede vil i 2025 have et helt nyt element, hvis det går, som DSB og Næstved Kommune ønsker. Lige bag hvidtjørnene skal der anlægges fire rangerspor til eltog, der skal ind på det værksted, som DSB gerne vil placere lige neden for åsen. Værkstedet vil ikke kunne ses herfra, men vil være synligt fra andre dele af åsen.




























