Der vil være 59 procent flere personer over 80 år i Danmark i 2030 sammenlignet med i dag.
Sådan lyder vurderingen i Danmarks Statistiks seneste befolkningsfremskrivning, som er offentliggjort onsdag morgen.
I dag udgør aldersgruppen 4,7 procent af den samlede befolkning - men i 2030 vil aldersgruppen udgøre mere end 7 procent.
Den kraftige stigning skyldes blandt andet, at de store fødselsårgange fra perioden lige efter Anden Verdenskrig vil være fyldt 80 år i 2030.
Fertilitet kan blive påvirket af krisen
Helt præcist er der i dag 272.326 personer over 80 år i Danmark. Og det tal forventes i løbet af de næste ti år at stige med over 160.000 personer til 433.511.
Udbruddet af coronavirus vurderes i fremskrivningen at kunne have en indvirken på befolkningstilvæksten og strukturen af den fremtidige befolkning.
Eksempelvis hvis bestemte gruppers dødelighed ændres markant i 2020 eller de efterfølgende år.
Det er dog endnu for tidligt at afgøre, om for eksempel personer over 80 år er så hårdt ramt af virusudbruddet, at det kommer til at have betydning for aldersgruppens dødelighed, lyder vurderingen fra Danmarks Statistik.
Derudover kan det tænkes, at både ind- og udvandringen kan blive påvirket af de forandringer, der er sket i samfundet som følge af coronakrisen.
Også fertiliteten kan blive påvirket af coronakrisen, påpeger Danmarks Statistik.
Men ingen af disse mulige forandringer er det på nuværende tidspunkt muligt at tage højde for, lyder det i fremskrivningen.
ritzau
fortsæt med at læse




























