Der blev solgt godt med sommerhuse, samtidig med at foråret gik på hæld.
I den sidste uge af maj blev der ifølge tal fra Boligsiden solgt 558 sommerhuse.
Det er mere end dobbelt så mange som i den samme uge de seneste fem år, hvor der i gennemsnit blev solgt 215 sommerhuse.
Ugen indeholdt også dagen med det hidtil største salg af sommerhuse i 2020. Det skete fredag 29. maj, hvor der alene blev solgt 130 sommerhuse.
Ifølge Peter J. Mattsen, direktør i Nybolig, markerede slutningen af maj en god udvikling på sommerhusmarkedet.
»Vi ser stadig flere forhold i markedet indikere, at vi er på vej tilbage til niveauerne før coronavirus«.
»Det er godt nyt for boligmarkedet, der udgør en vigtig del af dansk økonomi«, siger Peter J. Mattsen i en skriftlig kommentar.
Det store salg i slutningen af maj følger, efter at der i en periode generelt har været et fornuftigt salg på sommerhusmarkedet.
Tidligere har Boligsiden, der indhenter statistik om aktivitet på boligmarkedet, kunnet oplyse, at antallet af sommerhuse til salg i begyndelsen af juni var 32 procent lavere end samme tidspunkt sidste år.
Boligøkonom hos Boligsiden Birgit Daetz forklarede i den anledning faldet med, at der var sket en markant yderligere stigning i salget af sommerhuse.
ritzau
fortsæt med at læse




























